Længde 12 km - ruten er skiltet / Tegnet rute

Rødvig finteovn er byens vartegn (foto. Biomedia)
Fra Vemmetofte Strand følger ruten en kystnær sti gennem skoven. Tæt herved findes en gammel helligkilde, hvorfra vandet stadig løber. Turen går gennem det lille fiskerleje, Lund. Senere passeres skoven ved Højstrup med den imponerende rullestensstrand. Undervejs ses en rig flora og fugleliv.
Lund
Lund er en gammel landbrugs- og fiskerby, hvor mange af gårdene stadig ligger langs landsbygaden. De ældste af husene ligger godt i læ i en dal. Tidligere blev der drevet bundgarnsfiskeri fra havnen, men i dag benyttes havnen udelukkende af fritidsfiskere og lystsejlere.
De mange flintesten, der ligger på kysten, blev skyllet op på stranden under stormfloden i 1872. Adskillige hundrede skibe gik på grund og mange mennesker druknede. De mange afrundede flintesten gav basis for flere flinteindustrier. Der blev anlagt en jernbane med tipvognstog til havnen i Rødvig, hvor der indtil midten af 1970erne var et stensorteringsanlæg. Den runde kugleflint blev brugt som knusesten i cementmøller, mens tonsvis af flintesten blev eksporteret til funderingssten under jernbaneskinner og veje, bl.a. i Canada.
I området mellem Højstrup og Rødvig, ud for Højstrup Fællesskov, kan du endnu se nogle af de håndgravede områder, hvor arbejdsmænd har kastet stenene op af de stejle skrænter for at sortere kugleflinten fra. Kugleflinten rullede ned i bunden og kunne herefter samles op. Adskillige stevnske familier har fået en tiltrængt økonomisk håndsrækning ved at samle kugleflint langs de stevnske kyster.
Fællesskov
Fællesskov Rev er et op mod ½ km langt rev, der strækker sig ud fra kysten foran Højstrup Fællesskov. Det farlige rev har været skyld i, at mange skibe gennem tiden har forlist. Vraget af Alexia af Rødvig ligger stadig på stranden ud for skoven og vidner om, at "et er søkort at forstå, et andet skib at føre". Navnet "Fællesskov" stammer fra, at skoven oprindeligt var ejet af en række landmænd i fællesskab. I området eksisterer et rigt fugleliv, hvor bl.a. ravnen i de seneste år har fået unger på vingerne. Guldpirol og nattergal er jævnligt gæster i skoven. Imellem de tætte brombærkrat ruger edderfugl, og store flokke af ællinger kan ses om foråret nær kysten.
Rødvig
Indtil slutningen af 1700-tallet udgjorde bebyggelsen kun nogle få fiskehuse, kaldet "Plushusene", samt en skanse, hvor Rødvig ligger i dag. I midten af 1800-tallet blev de første læmoler bygget, og samtidig blev der etableret told- og lodstjeneste. Snart blev der behov for en egentlig havn til udskibning af korn og andre landbrugsprodukter. Siden etableringen af jernbanen i 1879 har byen undergået en kraftig udvikling.
I den travle fiskerihavn, som er Sjællands 2. største, aktive havn, høres hammerslag fra bådeværftet, og her kan fiskernes mange aktiviteter og redskaber iagttages.
Rødvig Flinteovn er byens vartegn. Tidligere blev lignende ovne brugt til at omdanne flintesten til et hårdt pulver, der kunne bruges ved fremstilling af porcelæn og glasur. Flinten blev opvarmet til omkring 1000 grader, før den blev afkølet og knust til videre brug. Fajancefabrikken Aluminia i Købehavn aftog i en årrække kalcineret (brændt) flint fra Stevns.
Det er muligt at nå København med toget på lige godt 1½ time og herfra taget toget til Malmø og Skåneleden.
Passage langs stranden ved Rødvig kan være vanskelig. Bemærk særlige op- og nedgange til stranden.
Opdateret den 28-07-21