Længde 11 km - ruten er skiltet / GPS-registreret rute
Strandliv i Karrebæksminde
Følg fjorden langs med cykelstien hvor der mange steder er fin udsigt over vandet. Ved Golfbanen drejes ned mod vandet, og du kommer snart til shelterpladsen ved udløbet af kanalen. Det sidste stykke ind mod Næstved går du langs med kanalen. Fjorden er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde. Den lave vandstand giver gode levevilkår for mange fuglearter. Karrebæksminde blev anlagt i forrige århundrede som ladeplads for Næstved, nu er den bedst kendt for sine gode badestrande. I Borgnakkeskoven findes en række velbevarede bronzealderhøje.
Karrebæksminde. Karrebæksminde blev anlagt i forrige århundrede som ladeplads for Næstved. I dag er byen et yndet udflugtsmål på grund af sit hyggelige havnemiljø og sine gode badestrande. Der er masser af liv i sommermånederne, flere campingpladser og et stort sommerhusområde.
Broen over kanalen, som adskiller Enø fra fastlandet, er udsmykket som en græshoppe af en lokal kunstner.
Karrebæk. Karrebæksminde hænger stort set sammen med Karrebæk, som ligger højt i landskabet. Undervejs er der en storslået udsigt over Karrebæk Fjord, som appellerer både til dyreliv og søsportsfolk.
Karrebæk Kirke er et godt pejlemærke. Den ses langvejs fra. Kirken er bygget i 1300-tallet i gotisk stil med dobbeltkapel og smukke træskærerarbejder.
Borgnakke og fortidsminderne. Fra Karrebæk følges landevejen over Saltø Å til Borgnakke Skov, som er en blandet løvskov. Her ligger en gruppe store og velbevarede gravhøje. I skovens udkant ses et nyrestaureret voldsted. Langs kysten findes en veludviklet rørskov, og der høstes stadig tagrør til tækning af tage. På strandengene vokser Soløje-alant og Seline. Både Borgnakke Skov og den varierede naboskov Saltø Skov er egnede til vandreture.
Margrethevold er et nyrestaureret voldsted, der ligger i Borgnakkeskov helt nede ved fjorden. Margrethevold, der efter sigende er opkaldt efter Dronning Margrethe Sprænghest, aktiv på denne egn i 1250erne, er et middelalderligt voldsted, også kaldet Borrenakken. Dette voldsted har udnyttet terrænet ved Saltø Ås udløb i Karrebæk Fjord. Borgbanken er skilt fra det faste land ved hjælp af en gravet voldgrav, og jorden fra graven er brugt til at forhøje banken.
Borgnakke har nu sit eget plejeprogram, især mod ahorntræernes vækst. Dette sikre voldstedets jordværker og den fri udsigt fra banken over fjorden og åen.
Ved Borgnakke ligger et velbesøgt ishus, og herfra er der udsigt over fjorden.
Kanalen. Kanalen er gravet 1936-38 for at lette de store skibes sejlads ind til Næstved. Kanalen er gravet gennem først Ydernæs, tværs over åen Even, gennem Indernæs og videre ind mod byen, hvor gamle åslyngninger blev afskåret. Havnen fungerer stadig som erhvervshavn, og der ses dagligt store lastskibe i havnebassinet.
Opdateret den 26-08-22