Gammel oldtidsvej/ hulvej Hestehaven i Åstrup Skov.
Gudernes stræde er en ca. 64 km lang vandrerute gennem natur- og kulturhistoriske landskaber fra Vellerup Vig til Mosede Fort. Flere steder er der gode muligheder for små afstikkere og rundture. Langs hele ruten er der opsat vejviserpæle og omkring 80 fortællepæle med korte tekster der refererer til såvel det særegne i naturen som kulturen og lokalhistorien.
Gudernes stræde er blevet til gennem samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening i Lejre, Roskilde, Solrød og Greve, De historiske foreninger i Bramsnæs, Hvalsø og Lejre, samt Lejre Kommune, Roskilde Kommune, Solrød Kommune og Greve Kommune.
Projektet er støttet økonomisk med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet, Lokale Grønne Partnerskaber og Danmarks Naturfredningsforening.
Færdselsregler: Man skal vise hensyn over for dyre- og planteliv og over for de mennesker der bor langs ruten. Bemærk at der visse steder på ruten er indskærpede færdselsregler. Disse er markeret på pælene.
Opdateret den 16-08-17